Hitliste-krigen…

”Det er underholdning”, skrev Informations Jørgen Siegumfeldt i 1974 i et delvist forsvar for hitlisterne.
Grundlæggende havde han ret, for radiohitlister er først og fremmest et særligt programformat med stor underholdningsværdi, ikke mindst på grund af det indbyggede konkurrenceelement. Alligevel er der andet og mere på spil, for især i mediemonopolets tid havde hitlisterne stor betydning for salget af musik.  Derfor har listerne gennem tiden også givet anledning til et væld af gensidige beskyldninger mellem forskellige hitlistemagere om alt fra fusk over korruption til diktatorisk opførsel.
Det er måske ikke så underligt, for hitlisterne slog sig jo netop op på at være et mere objektivt alternativ til de subjektive kritikere. ”Jeg foregiver ikke, at udsendelse skal være en kvalitetsbedømmelse. Den skal blot give et billede af, hvad folk køber,” sagde Mylius i et interview i 1968. Ud med smagsdommerne ind med uhildede tal fra pladesalg og radiolytteres stemmer. Men så er spørgsmålet bare, hvem der har de rigtige tal?


Salgshitlister: Storindustri eller kassettebåndsliste…

”BTs såkaldte hitlister, som bladet hæmningsløst kalder ’Danmarks eneste officielle hitlister’” er ikke mere officielle end ”en brugt børne kryds- og-tværs”, skriver Ekstra Bladet i 1986. Hitlisterne er salgsfaktor, og bølgerne går højt, når fusk skal påpeges og konkurrenternes lister jordes.
Den liste som B.T. kalder Danmarks eneste officielle hitliste er baseret på salgstal fra pladeselskabernes brancheorganisation IFPI og kontrolleres ifølge avisen af en statsautoriseret revisor, men i stedet for at virke som en autoritet ansporer det snarere tabloid-konkurrenten til kritik: ”Modsat BT, hvor rocken luller som konserves i sygelig konservatisme, forsøger Ekstra Bladet ikke at bringe en forklædt annonce for IFPI,” skriver Ekstra Bladet.

De underlødige kassettebånd

B.T. lader sig dog ikke ryste af Ekstra Bladets nye hitliste. De morer sig over at Ekstra Bladet kalder sin hitliste “LP Ugens top 20″, men har et kassettebånd til 27 kroner, som aldrig har været trykt på vinyl på syvendepladsen. ”Hvordan kan en LP, der aldrig udsendt, ende på bladets LP hitliste?” spørger B.T. og forsætter: ”Med denne lavprispolitik på Ekstra Bladets hitliste undrer det, at så populære folk som Jodle Birger, Posten fra Ranum, Den syngende klovbeskærer og diverse harmonikapiger ikke ligger på EBs Top 20.”

Hit med returret

Ekstra Bladet er nu ikke de første, der kritiserer salgshitlisterne trods henvisningen til statsautoriserede revisorer og brancheorganisationer. Tekstforfatteren Thøger Olesen, der i mange år var storleverandør af tekster til Dansktoppen giver heller ikke meget for den statsautoriserede revisor i København. Det lyder tilforladeligt, men Olesen anfører, at pladeindustriens salgslister bygger på en gros-salget af plader: ”Der er konstateret enkelte eksempler på, at et pladeselskab har sendt eksemplarer i hundredvis af den samme plade ud til forretninger imod en stiltiende aftale om, at forretningerne kunne returnere overskudseksemplarerne af pladen, hvis den ikke solgte tilstrækkeligt. Det gjorde den selvfølgelig. For det store en gros salg bragte pladen op på salgslistens 1. plads omgående, og det giver automatisk ekstra opmærksomhed og ekstra salg,” udtalte Olesen således til Vendsyssel Tidende allerede i 1976.

Oppustede tal

Allerede i 1965 kritiserer magasinet BEAT branchens officielle salgsliste, som magasinets Top 20 ellers har været baseret på. Enkelte grammofonselskaber havde ifølge BEAT lavet “numre” med deres salgstal for på denne måde at få en plade på hitlisten: ”Det viste sig, at selskabet Metronome have lavet en “sammentællingsfejl” på 1400 stk. Man havde opgivet, at der i juli måned var solgt 3.224 plader med “don’t ha ha.” Det gav en andenplads.” Det rigtige tal har vist sig at være 1824 stk. Det giver i stedet en 11. plads,” skrev bladet således.

Stemmehitlisterne: Diktatorer og husmødre…

På stemmehitlisterne har man ikke problemer med forkert salgstal, hvilket Jørn Hjorting allerede pointerer i 1963 i et brev til programchef Svend Pedersen: ”For øvrigt må det vist siges om disse salgs-lister, at de ikke er ganske pålidelige. For eksempel var Petula Clarks “Monsieur” nr. 2 på den sidste BT-liste, men kun nr.11 i Musikradioens tirsdags-udsendelse med de tyve mest solgte plader. I den retning kan man i hvert fald ikke rette bebrejdelser mod “Ti, vi ka’ li’”.
Det betyder dog ikke, at de stemmebaserde hitlister er immune for kritik.

Politisk korrekt

For det første kræver de stemmebaserede hitlister at værterne eller en jury på forhånd har valgt et vist antal numre ud, som lytterne kan stemme om. Det kritiserer pladeproducenten Gustav Winckler for eksempel i 1970 i Politiken: ”Som det er i øjeblikket er det ret beset den hemmelige mini-jury, som bestemmer hvilke af disse plader, der skal sælges”. Udvælgelsen af plader fører for eksempel til kritik af Jørgen Hjorting, som ifølge Ekstra Bladet i 1972 ”udnytter sin diktator-stilling på dansktoppen ved kun at præsentere nye danske sange med tekster, som han politisk sympatiserer med.

Folkets stemme eller 300 husmødre?

Den anden kritik af den stemmebaserede metode er, at det er de forkerte der stemmer: ” Jeg vil vædde på, at det er den samme cirkel af 1000-1300 personer, der overhovedet gider at putte et frimærke på et brevkort og sende det til Danmarks Radio for at opnå den tvivlsomme ære at være meddommer over en sorteret bunke kommerciel musik,” siger Thøger Olesen i 1976. Han foreslår, at man går mere videnskabeligt til værks: ”Skulle man endelig give tilforladelige prognoser – og det kan aldrig blive andet end prognoser – over det danske folks musiksmag, måtte Sociologisk Institut mobiliseres for at finde folk fra alle egne af landet i forskellige aldre og med forskellige uddannelser og baggrund.”
Et lignende forslag har Informations Jørgen Siegumfeldt i 1974: ”Der er flere fejl ved Dansktoppen. En af dem er, at man ikke benytter det svenske system med at sende breve ud til et edb-udvalgt antal lyttere, hvoraf et statistisk udregnet gennemsnit så indsender stemmesedlen på et af radioen frankeret brevkort.” Den hollandsk-svenske sanger Cornelius Vreeswijk er bramfri i Ekstra Bladet i 1976 ”Dansktopjuryen burde bestå af eksperter fra musikindustrien, artisterne osv. At lade 300 husmødre sætte en Dansktop sammen er vanvittigt.”

Salg eller stemmer – demokrati for teenagere

Hitlisterne indvarsler en ny tid i Danmarks. Musik er ikke længere blot noget lytterne skal fodres med fra elitære eksperter og velmenende musikpædagoger. Nej, nu skal lytterne have indflydelse på musikken. Men hvordan måler man lytternes smag?

I starten af 1960erne lancerer Jørn Hjorting og Jørgen Mylius hvert deres hitlisteprogrammer i Danmarks Radio. De to programmer anlagde to helt forskellige strategier i jagten på teenagernes smag, og disse to strategier skulle være med til at definere hitlisterne de næste 50 år.

Hjortings ”Ti, vi ka’ li’” var baseret på stemmer. Her havde værterne valgt femten hits ud. 10 af disse numre blev udvalgt til hitlisten af en større gruppe teenagere.
Mylius Top 20 var derimod baseret på stikprøver af pladesalget i udvalgte forretninger, og var således den første salgshitliste i Danmarks Radio.