Kritikken af hitlisterne

Da DR slagter hitlisterne

Af Anders Boas

Hitlisterne har altid været kritiseret. Læs historien om de mange angreb på listerne fra alt fra radioanmeldere, klassiske musikere og beatgrupper til tabloidpressen og Danmarks Radio selv.

“Nu bliver dansktoppen slagtet” står der på forsiden af Ekstra Bladet denne dag sidst i oktober 1976. Inde i avisen står det klart, at også resten af radioens hitliste-programmer Top Tyve og Tipparaden får dødstødet. Radioens underholdnings-afdeling har på et møde enigt besluttet, at programmerne i det nye år skal udgå, og popmusikken skal i stedet behandles journalistisk. Årsagen til lukningen er ifølge Ekstra Bladet, at “man er træt af juryer, afstemninger og konkurrencemomentet”. Netop konkurrencemomentet har man længe ønsket at afskaffe, udtaler Jørn Hjorting dagen efter i Aktuelt.

Tiden er skiftet fra hitlisternes danske barndom, hvor Jørgen Mylius var fræk og ung og krævede hitlisterne ind i radioens sendeflade. Hitlister er ikke længere et teenageoprør, men betragtes i 1970ernes marxistiske dogmatik som “reaktionær og systembevarende”, som psykolog Agnete Diderichsen allerede i 1971 diagnosticerede Dansktoppen i Ekstra Bladet: “Det er helt tydeligt, at det er det kapitalistiske systems mandssamfund, der går igen med et forældet kønsrollemønster.”

Kritik af konkurrence og bi-ioberi

Det er dog ikke kun tidsånden hitlisterne har imod sig i 1976. Ekstra Bladets kører i månederne før beslutningen om lukningen af hitlisterne en kampagne mod hitlisteværterne Christian Flasgstad og Jørgen Mylius’ solide bi-indtægter, og avisen lægger ikke skjul på, at de mener, at deres dækning har skubbet til de tanker om en lukning af listerne, der allerede gror i dele af Danmarks Radios ledelse. Flagstad og Mylius’ har ifølge Ekstra Bladet parallelt med deres hitliste-tjans tjent store summer på det image, de har opbygget igennem radioprogrammerne, og det har angiveligt vakt særlig irritation i Danmarks Radios ledelse, at Flagstad i “forsamlingshusene står og vender de samme plader, som han fører frem på Dansktoppen”, som Ekstra Bladet formulerer det.

Terningerne er kastet

Allerede i slutningen af juli melder Underholdningsafdelingens programchef Kaj Bruun ud, at han personligt gerne vil tilstå, at han ikke er særlig begejstret for radioens hitlister: “Vi stod på vognen for cirka 15 år siden, da ideen var ung og moderne i alle vestlige lande, men nu synes jeg, tiden er inde til at ændre signaler og få nedtrappet disse programmer ganske kraftigt i løbet af det kommende år.” Souschef i underholdningsafdelingen Hans Jørgen Skov bakker ham op og peger specifikt på konkurrenceelementet som det store problem: “De store lyttertal viser, at vi naturligvis fortsat skal behandle dette stof, men man kunne f.eks. tænke sig en tværgående opbygning uden nummerering af pladerne. Jeg kunne f.eks. tænke mig, at vi inden for en bestemt pulje af plader lod lykkens gudinde råde ved at spille terninger.”
Denne vision går i opfyldelse. Lørdag den 27. marts 1977 sendes de sidste hitliste-programmer i denne omgang i Danmarks Radio. Dansktoppen erstattes af et nyt program uden nummerering, hvor der i hvert program deltager to lyttere fra et bestemt erhverv, som så diskutere og til slut bestemmer, hvilke melodier, der skal ind på Dansktoppen. Hvis de to ikke er enige rafler de om resultatet.

Kaj Bruun forsøger at vende lytterne til et liv uden hitlisterne, da han i 1976 sætter gang i et program om svindel på de tyske radioers hitlister. Til Ekstra Bladet forklarer han om programmets formål: ”Så kan vi vel også fortælle, at det ikke er verdens undergang, hvis hitlisterne stryges af programmerne. Det har de gjort på Bayerischer Rundfunk, og der var vrøvl i to til tre uger, og siden da har der været almindelig tilfredshed.”

”Demokratiets bagside: Måske kan vi med tiden ’liste’ bedre ting ind”

Hitlisterne har dog aldrig levet et problemfrit liv. Allerede i den spæde barndom mærker man ambivalensen selv hos de mennesker, der skal præsentere den: “De fleste mennesker, som har passeret teenage-stadiet, synes sikkert, at denne musik er forfærdelig (det er bestemt heller ikke min livret), men jeg tror oprigtigt talt, det er umuligt at foretage sig noget, som vil kunne ændre de unges smag [...],” skriver Jørn Hjorting således til programchef Svend Pedersen om sit hitliste program Ti, vi ka’ li’ i 1962. Teenagerne har fået stemmeret, men man er ikke helt tryg ved deres stemmer: “Måske kan man med tiden “liste” bedre ting ind,” fortsætter Hjorting således i brevet.

Men programmerne er populære og der ingen problemer med at skaffe deltagere til programmerne. Ja, selv programchefens egen datter har henvendt sig noterer Hjorting i en parentes. Måske er det mere på grund af presset fra pirat-radioerne og de svenske og tyske kanaler, at Danmarks Radio accepterer hitliste-formatet. De modtager i hvert fald skarp kritik fra flere sider. B.T.s radioanmelder “bris” skriver således: ”Danmarks Radio er i en række programmer næsten provokerende fordummende. Der var flere eksempler bare i går. Pop-radioens udsendelse “mellem lektierne” skal ved denne lejlighed kun anføres som et symptom. I posten “Ti, vi ka’ li’” viste derimod sygdommen sig under fuld udvikling. Det var pop i ordets egentligste forstand – og værre endda: Pop med officielt stempel.”
Ifølge bris er programmet en “fornærmelse mod ungdommen” og radioen er “medvirkende til at skabe en nærmest hysterisk psykose omkring det infantile idol”. Ti, vi ka’ li’ lanceres da også med et passende alternativ: “Ung lørdag”, et program med klassisk musik for ungdommen.

Beat-kritik: Hitlisten. Fra antagonist til etablissement

Op igennem 1960erne begynder en ny flanke at åbne sig i krigen mod hitlisterne. Det er de beat-orienterede undergrundsblade som for eksempel SuperLove i fællesskab med beat-anmelderen Carsten Grolin som leder an: ”Det er muligt, at den ellers så pop-puritansk-indstillede underholdningsledelse, tror, at Jørgen Mylius og Hans Jørgen Skov dækker et behov hos den store part af ungdommen, og at de er meget populære. Det er bare ikke rigtigt,” skriver Grolin allerede i 1966. Mylius betragtes ikke længere som opkomlingen, der taler de voksne imod: ”underholdningsafdelingens ledelse stiller ham i den enestående og dødsensfarlige position,” skriver Grolin i 1967 og forsætter: ”han er den eneste, der kontinuerligt meddeler sig via Danmarks næststørste kommunikationsled om en musik, der er så facetteret, så bred og så forskellig, som den unge underholdningsmusik”. Mylius har en magtposition, mener Grolin, som det ville klæde ham at erkende. Radio og TV lader en hel aldersklasse i stikken, fordi de hovedsagelig orienterer sig efter hitlisternes singler, skriver Grolin i april 1968. Måneden efter laver undergrundsbladet Superlove en underskriftindsamling mod Mylius’ monopolstilling i Danmarks Radio.

Beaten får sin vilje. Da man lukker salgshitlisten Top 20 i 1969 indføres i stedet for en Top Ti, hvor man lader lytterne stemme om engelsksprogede sange. Men Grolin er ikke tilfreds for samtidig indføres Dansktoppen, og den falder ikke i hans smag: ”Alle, der har haft næsen blot stukket ind i musikbranchen, ved, at dansktoppen er resultatet af et årelangt pres fra ganske få nøglefigurer i den ultra-kommercielle del af musikbranchen,” skriver Grolin og fortsætter: ”Deres argumenter var sådan set skudsikre – større udbud, bedre kvalitet -, men deres motiver næppe så ideelle, Thi da radioen bøjede sig og gav lanceringsmulighed for dansksproget populærmusik, var det industrien, der fik en chance, ikke kunstnerne.”

Hjortings sukkersøde musiksyn

Beatmusikerne er heller ikke tilfredse. I 1972 arrangerer forening Dansk Beat en demonstration foran radiohuset på Rosenørns Allé. De er utilfredse med, at der ikke testes dansksprogede beatnumre på Dansktoppen. Det er værten Jørn Hjorting, der er i skudlinjen. Foreningen, der støttes af en lang række musikere og sangere, kritiserer Danmarks Radio for for ”uden indgriben at lade Jørn Hjorting køre sin egen diktatoriske pop-linje i dansktop-programmet, hvor melodier og tekster, som ikke stemmer overens med Hjortings lyserøde, sukkersøde syn på dansk underholdningsmusik, ikke har en chance for at blive testet,” som Ekstra Bladet skriver. Danmarks Radio bøjer sig og tester beat på dansktoppen, men ingen af dem kommer ind på listen.